25. Juli 2026
Le Bourg d’Oisans >
Alpe d’Huez
Etape 20

Så kør dog! Din dovne hund!

Start:
11:20

Slut:
16:11

Længste lur:
95 minutter

Samlet lur:
160 minutter

Antal lure:
3

Jamen dog, den sidste bjergetape venter, og det er i sandhed et monster, der møder rytternes ben og dine øjne! Med hele 5.600 højdemeter fordelt over 171 kilometer skal rytterne forcere Col de la Croix de Fer, Col du Télégraphe, enorme Col du Galibier og Col de Sarenne, før etapen slutter på mytologiske Alpe d’Huez!

Vi forstår godt, hvis rytterne melder ASO til Arbejdstilsynet for overlagt fysisk nedslidning, for det er voldsomt, det, de skal igennem i dag.

Nu skiller vi dem der tæller får fra bukkene!
Og lad os så komme til sagen! Kort efter starten lyder, begiver rytterne sig op ad Col de la Croix de Fer. Det er en modbydelig måde at vågne på, og med sine 24 kilometer, der gennemsnitligt har en stigningsprocent på 5,2 %, kommer det til at skille dem der tæller får fra bukkene. Opstigningen består af stejle ramper, der afløses af korte nedkørsler, hvilket gør det svært at finde en god cykelrytme - og farligt at falde i søvn til!

Sådan en appetizer er så led for bentøjet, at de mest ambitiøse klassementshold vil ofre deres fineste enkelststartscykler for at komme med i udbrud her! Derfor skal du have fat i dåseåbneren fra start i dag, så øjenlågene ikke knalder i.

Du kan hurtigt dyppe øjnene i Drømmeland på etapens første 17 kilometer, men så skal du se udbrudskampen!

Luren må forstås bagfra, men tages forfra
Efter 34 kilometer passerer feltet toppen af Col de la Croix de Fer og styrter ned mod Saint-Jean-de-Maurienne. Cirka 15 kilometer senere markerer Col du Télégraphe begyndelsen på næsten 30 kilometers lidelse opad. 

Men bare rolig, mens rytterne slider sig op af Col du Télegraphe, kan du slide dig ned mellem sofahynderne, mens du venter på Tourens tagryg - Col du Galibier.

En så absolut modbydelig sag, der kan give selv Neil Armstrong højdesyge! Hvis en rytter for alvor vil noget på dagens etape, er det her, de skal gøre det - problemet er bare, at vi ikke tror på det.

Etapen er så modbydeligt hård, og løbet er formentlig reelt afgjort allerede, så hvorfor skulle nogen have lyst til at smadre sig selv fra den distance? Toppen af Col du Galibier er 60 kilometer og et par bjergtoppe fra mål, så slap du endelig af. 

Men vågn lige op med 68 kilometer til mål. Her stejler bjerget for alvor op mod himmelen, og du kan hurtigt se, om et af klassementsholdene begynder at sætte fart i feltet. Gør de det, skal du bunde den kolde kaffe på sofabordet og brygge en ny kande med det vuns! Det betyder cykelløb på den helt store klinge! 

“SÅ KØR DOG!”
Men som sagt forventer vi, at det bliver sådan en etape, hvor man hele dagen ser frem til store ting, men ender med at sidde og råbe “SÅ GØR DOG NOGET” efter TV’et, fordi ingen kører. Det er simpelthen for hårdt og der er for meget at tabe til at det bliver et rigtig tjubang-cykelløb.

Formentlig bliver slaget afgjort på dagens sidste reelle stigning, Col de Sarenne, og derfor skal du selvfølgelig se hele afgørelsen. Vågn op til dåd med 25 kilometer til mål og nyd årets sidste bjergetape!

Du tror næsten ikke dine egne, velfugtede øjne, men værs’go! Her er 4 ud af 6 hovedpuder.

Næste etape:

Etape 21
Thoiry > Paris Champs-Èlysées

26. Juli 2026

Forrige
Forrige

Etape 19

Næste
Næste

Etape 21